Campingpladsen er berømt for sine mange aktiviteter. Vi forsøger at køre aktiviteterne så ofte dette er muligt, men det er klart, at vi f.eks. ikke kan gennemføre en guidet kanotur medmindre der er et minimum af deltagere. Som oftest er det lejrchefen selv, eller hans kone, der tager med på de forskellige aktiviteter. I højsæsonen er aktiviteterne lagt ind i et fast program, således at folk der har været på pladsen i en uge har haft mulighed for at deltage i samtlige aktiviteter. Vi skal her give en kort gennemgang samt en cirkapris for de forskellige aktiviteter der kan forekomme.

Børneoverlevelsestur

En nyskabelse fra forrige sæson. Opfundet fordi jeg syntes der var for lidt tilbud til de mindre børn. Denne aktivitet er kun for de 5 til 11-årige. FORBUDT FOR VOKSNE - undtaget Allan og den professionelle guide som sørger for, at det sikkerhedsmæssige er i orden. Vi kører i bus til St. Montan. Her iføres vi hjelme og sikkerhedsbælter. Derefter begiver vi os hen til et mindre vandløb, som om sommeren er helt indtørret. Vi bevæger os ned igennem flodsengen på alle tænkelige måder med snore, svævebaner og klatring. Når vi når ned i bunden er der kommet vand i vandløbet og vi slutter af med en dukkert. Varighed ca. 4 timer.

Huleklatring for unge og voksne.

Vi kører sammen ud til en lille hule lige udenfor landsbyen. Her iføres man kedeldragter, sikkerhedsbælter hjelme og pandelamper før vi firer os ca. 18 meter ned i jordens indre. Hernede går og kravler vi rundt i større og mindre rum med masser af drypsten. Varighed ca. 4 timer.

Kanotur

for alle der kan svømme og som er mellem 7 og 99 år. Efter 24 km. padling bliver vi igen samlet op ude i den anden ende og transporteret tilbage til campingpladsen.
Heldagstur med træthedsgaranti.

  

Canyoning

 En sport hvor man bliver udstyret med neoprendragt hjelm og sikkerhedsbælte, for derefter at bevæge sig ned ad et vandløb på alle tænkelige måder: Der rapelles 20 meter ned gennem et vandfald - der hoppes ned i små vandhuller fra klipperne eller man snupper en naturskabt vandrutchebane.

   

Via Ferrata

Fra i år (2006) vil vi også forsøge at sætte en ny aktivitet på programmet som hedder "Via Ferrata". Det går ud på at gennemføre en "bane" som er lagt ind i klipperne med jerntrin, svævebane, hængebroer etc. etc. Jeg har selv været igennem med en lille håndfuld gæster sidste år allerede inden banens åbning, og den vakte stor begejstring. Ud af syv deltagere (jeg selv inkluderet) gennemførte fem hele banen, men selv de som stod af undervejs var vældig begejstrede.